Hvordan skal vi rejse i fremtiden?

Tiden er fløjet...  

Vi er nu hjemme igen efter knap 4 måneders sejleventyr i Middelhavet.

What a ride!

Der har været stille her på bloggen trods løfter om at holde dig opdateret undervejs på rejsen.

– Og mig, der ellers elsker at fordybe mig i skriblerierne... hvad gik der galt?

Svaret er enkelt: Jeg orkede det ikke. 

Så er det sagt.

Jeg havde nul motivation for at sidde foran computerskærmen. Og jeg havde for en gangs skyld friheden til at vælge det fra. (Hvor ofte sker det lige?)

I stedet valgte jeg at skrive logbog i hånden og dele mindre krævende stories og opslag via min mobil.

Det var en bevidst beslutning, som gjorde, at jeg kunne lægge den dårlige samvittighed på hylden og fokusere på det, der var vigtigt for en glad hverdag ombord.

Hvis du selv har prøvet at tage en beslutning, hvor du vælger noget fra, som andre forventer af dig, så ved du, at det ikke er nemt.

Men jeg gjorde det på trods af, at pleaser-delen af mig protesterede kraftigt – og det er jeg ret stolt af.

Men hvordan gik rejsen så?

Jamen, vi nåede vores mål: Smukke Grækenland. Fælles uforglemmelige oplevelser. Oceaner af tid til ingenting.

Og vigtigst af alt – vi fik lært vores børn, at det er ok at sætte en kæp i hamsterhjulet og handle på sine drømme. 

I begyndelsen viste sejleventyret sig lidt for ofte fra den lidt mindre eventyrlige side. Her kæmpede vi med en del uforudsete problemer ombord, der alle skulle løses for, at vi kunne få en tryg og god oplevelse til søs.

Enhver bådejer vil nikke genkendende til, at der altid er et eller andet at fikse på en båd – og ombord på Big Calm kunne det virkelig mærkes. Dels er båden gammel og slidt, og dels har vi ikke haft mulighed for at vedligeholde den løbende.

Først efter en god måneds tid kom vi de mest alvorlige problemer til livs, og så kom der mere ro på, så vi kunne for alvor nyde livet ombord.

Oh yes, det er en rutchebanetur...

Når problemerne hober sig op, og beach parties har holdt dig vågen det meste af natten, mens sveden pibler af hele (ja hele) din krop – så kan det ske, at du tager dig selv i at tænke: 

"Hva' faen har vi gang i? Hvorfor gør vi overhovedet det her? Hvem prøver vi at narre?"

Med andre ord: Du er klar til at trække bundproppen og købe en flybillet hjem og bare droppe det hele. 

– Men det næste øjeblik ankommer du til den smukkeste ankerbugt og har en rolig og kølig nat under stjernerne.

– Det næste øjeblik oplever du magiske morgener med Anders And blade og kolbøtter i krystalklart vand.

– Det næste øjeblik ror du gummibåden ind til en fin lille by, hvor du kan gå på opdagelse og spise lækker lokal mad.

Og så er alle bekymringer og frustrationer glemt – sved, blod og tårer er det hele værd.

Hvis du kender rutchebane-følelsen, så vid: Du er ikke alene.

Det er nok bare sådan livet er.

Hverdagen derhjemme er jo også flettet sammen af skodoplevelser og stjernestunder, nu når jeg tænker over det...

Jeg tror bare, at det bliver ekstra tydeligt, når man bryder med de vante rammer. Og oh my, det kan virkelig være hårdt, men også lærerigt – og faktisk det, der gør rejsen til mere end blot en ferie. Til et eventyr.

Hvad så nu?  

Den gode gamle Big Calm har fået nye ejere og er nu en del af vores historie, men ikke vores liv.

Hvordan eventyret skal se ud fremover, er svært at sige. Ikke mindst fordi vi på vores rejse oplevede overturismen på tæt hold – og var en del af den.

Især i højsæsonen var Middelhavet hårdt ramt. Turbåde, motorbåde, færger, sejlbåde, vandscootere, you name it...

I et stort virvar skabte den heftige bådtrafik høj sø dag ud og dag ind. Kun om natten faldt havet til ro, hvorefter det hele startede forfra, så snart solen stod op.

I byerne på steder som f.eks. de Pontinske øer er der proppet med turister, affald og butikker med plastik-souvenirs fra Kina. Langs kysten danner solcreme en oliefilm på vandoverfladen, og der flyder med plastik. Vandet er klart, når man ligger for anker, men der er kun sparsomt med fisk, søgræs og andet liv.

Det er virkelig trist at opleve, og ofte har vi haft en dårlig smag i munden over, at vi selv er en del af den ødelæggende udvikling.

Ja, vi er blevet rigere, og flere og flere rejser ud for at opleve verden, der kan nås for en billig flybillet. Det er forståeligt nok.

Men når man på tæt hold ser, hvordan turismen og overforbruget efterlader sine spor på det lokale liv og naturen, så får man lyst til at blive hjemme.

Er det så det, vi skal fremover?

Skal vi blive hjemme og undvære alt det, verden kan lære os?

Jeg ved det ikke...

Men jeg ved, at vi nu er bevidste om problemerne ved overturisme og det aftryk, vi efterlader os, når vi rejser ud for at opleve verden. Og jeg ved, at vi fremover vil tænke over, hvordan vi kan tage på eventyr med respekt og omtanke hele vejen rundt.

Tilbage til blogindlæggets titel: Hvordan skal vi rejse i fremtiden?

Hvad tænker du? Hvordan skal vi opleve alt det magiske, verden byder på, uden at gøre mere skade end gavn? 

Jeg vil elske at høre dine tanker og inspireres til, hvordan vores fremtidige eventyr skal se ud.

༄ Matilde