Sejleventyr forude...

Der er forår i luften...

Lyde af fugle og børn blander sig i gården, og årets første frokost er spist ved de hvide borde i haven. Tankerne om vores kommende sejleventyr spirer i takt med blomsterne nede i gården.

Det har været på tegnebrættet længe, men nu har Ole og jeg for alvor kastet os over forberedelserne.

Der er alt det praktiske.

– Flybilletterne til Rom skal bookes. Her ligger vores gode gamle Big Calm og venter på os. 

Hvis alt går vel, ender vi et sted i Grækenland i oktober, men nu må vi se. Billetterne hjem må vente, indtil vi ved præcis hvor og hvornår.

Egentlig en skøn følelse...

– Lejligheden skal lejes ud. Lige nu står en familie klar til at leje den i en måned, og vi vil gerne have en lejer mere ind derefter.

Mon ikke det lykkes inden for de næste uger?

– Ruten skal planlægges. Hvilke steder vil vi gerne være i længere tid? Hvad er mulighederne for at komme i havn? Hvor ligger de lækreste ankerpladser?

Der er meget at undersøge... Det er trods alt sejladsen, der spiller den største rolle i det eventyr, vi kommer hjem med i bagagen.

Mon vi kommer ud af havnen?

Vores erfaring fra tidligere togter har lært os, at vi skal passe på med at planlægge for meget.

Livet til søs indebærer nemlig ofte, at planer må ændres pga. vind, vejr, tekniske problemer, smukke destinationer, man bare ikke kan lade passere – og alt muligt andet.

Nej, vi kan heller ikke kontrollere alt i vores hverdag på landjorden. Men det er altså noget helt andet i Kong Neptuns rige. Her kan alt ske. Alt mellem himmel og jord – eller måske nærmere himmel og hav?

Rullende dønninger eller larmende havne. Motorstop eller vandmangel. Delfiner eller en hel strand, kun til os. Ombord på en båd er man virkelig tvunget ud i kunsten at give slip og tage en dag ad gangen...

Vi ved jo i princippet ikke engang, om båden kan sejle os ud af havnen i Rom. 

Vi er her. Båden er der.

– Frustrerende fordi vi allerede nu kunne tage nogle forårsdage ud af kalenderen og gøre Big Calm sejlklar, hvis altså båden lå i her i Danmark.

– En lettelse fordi vi netop ikke kan gøre noget nu og her. Ingen stress over at skulle jonglere en travl hverdag og praktiske gøremål på båden på samme tid.

Måske frigør det tid til andre overvejelser om vores togt inden afgang. Det er i hvert fald noget, der fylder herhjemme i øjeblikket.

For selvfølgelig skal flybilletterne bookes, og båden skal kunne sejle. Rammerne skal være i orden...

Men hvad med alt det inden for rammerne?

Som f.eks. Sigga og Solveigs skolegang, der for en tid skal foregå på dækket, på stranden, i havet eller et helt fjerde sted – og ikke i et lysstofrør-oplyst klasselokale med faste pladser og skemalagt orden?

Den del er heldigvis ikke et problem. Skolen har sagt god for rejsen, og i Danmark er der kun undervisningspligt og ikke skolepligt.

Det betyder, at vi kan skabe vores egen skole ombord på Big Calm og i naturen omkring os. En skole, hvor pigerne kan lære nyt og styrke deres færdigheder på andre måder, end dem, der er listet i skoleintra.

F.eks. skal de føre logbog, læse søkort, lægge ruter, sætte sejl, gøre rent, stå bag roret – og selvfølgelig opleve en masse nyt både over og under havoverfladen.

Og hvem ved. Måske sniger der sig et par enkelte skolebøger med ombord... det må tiden vise.

Når det kommer til arbejde, har vi denne gang valgt at prioritere friheden til at give os helt hen i eventyret sammen som familie.

Ole har orlov og holder helt fri. Selv skruer jeg ned for opgaverne for en stund. Som selvstændig og freelancer kunne jeg sagtens knokle løs undervejs. Jeg har tidligere arbejdet remote fra vidt forskellige lokationer – hængekøjen, caféen, poolkanten... 

Men inden Sigga og Solveig bliver alt for store og skal ud på deres egne eventyr, vil vi gerne have frihed til at være sammen. Opleve sammen. Skabe et fundament, hvorfra fremtidige rejser kan gro og blomstre.

Investere i vores relation til hinanden – og ikke mindst vise pigerne, at der findes andre måder at gøre tingene på. At det ikke er farligt at bryde med "plejer" og "burde".

F.eks. "plejer" vi at sove om natten...

... og vores piger på 6 og 9 år "burde" vel også ligge trygt i sine senge på det tidspunkt ik'?

Men hvorfor egentlig?

Det er en anden "plejer", vi har haft oppe og vende...

– Hvorfor transportere os selv fra A til B, når solen bager og børnene bare vil lege og bade?

– Hvorfor gå glip af den vilde oplevelse, det er, at føle sig lille i en stor sort masse af himmel og hav, som kun brydes af månelys og morild i kølvandet?

Det vil vi gerne dele med Sigga og Solveig. Ikke kun fordi det er uforglemmeligt – men også fordi det giver mere mening at sove midt på dagen, hvor solen brænder på dækket, og så være vågen, når mørket falder på og køler vores varme skuldre.

Nøgleordet her er "mening".

Personligt er jeg glad for rutiner og rammer, men kun hvis de giver mening. Ellers er de ikke meget værd, hvis du spørger mig.

Er du enig? Og hvad med dine egne rutiner – giver de mening?

Det er i mine øjne altid interessant at tage et kig på dagligdagen og se, om man er blevet fastlåst i en meningsløs struktur. Mere om det en anden gang...

Måske lyder det hele som et eventyr.

Det er det da også. På godt og ondt...

For der er ikke kun gode dage på det sejleventyr, vi begiver os ud på. Som i alle eventyr er der også bump på vejen.

Det kan hurtigt se ud som om, alt bare er Instagram posts waiting to happen. Klar til at lægge op uden filter. Snorkleture, pasta pesto på dækket, højtlæsning under stjernerne...

Men selvfølgelig ser det ikke sådan ud 24-7. Måske er det billedet, vi ser i vores hoveder, når vi går og glæder os til at komme afsted. På weekend, på ferie – eller på sejleventyr...

Kender du det?

Så kender du nok også følelsen, når billedet bliver alt andet end det, vi havde tegnet for os selv og var klar til at dele på Instagram.

Det er også noget, vi har talt en del om allerede.

Nemlig hvordan vi skal huske at give plads til de dårlige dage, som uundgåeligt vil komme. Fire personer ombord på en gammel sejlbåd. 15-20 kvadratmeters ude- og indeplads i alt. Nul aircondition...

– Hvordan vi skal øve os i at acceptere, at skuffelsen til tider vil kigge forbi. For det vil den.

Intet er problemfrit – heller ikke selv om vi ifølge vores Instagram feed og normerne udlever en drøm.

Her er det vigtigt at huske, at oplevelsen og minderne skabes af både de gode og de dårlige oplevelser.

Det ved både du og jeg vel egentlig godt. Men alligevel kan det være svært at byde skuffelse og frustrationer indenfor, når de banker på.

Og sådan kører snakken herhjemme...

Følg med her, hvor jeg løbende deler tanker om vores kommende sejleventyr og selvfølgelig også holder dig opdateret om, hvordan det går undervejs.

(Hvis vi altså kommer ud af havnen...)

Du er også velkommen til at dele indlægget med andre eller komme med input i kommentarfeltet nedenfor.

Vi høres ved!

༄ Matilde