Hvorfor er det så svært at trække stikket?

Blogindlæg-matildeland

Vi vinker snart farvel til den danske sommer...

Der er fuld fart på herhjemme, hvor de sidste ting skal fikses, og der skal tages afsked med venner og familie. Om en uges tid skifter vi sol, skyer og byger ud med, hvad der føles som en sol, der brænder på en evigt blå himmel.

Sommertøj og snorkleudstyr ligger hulter til bulter sammen med vigtige dokumenter og reservedele til båden.

Det samme gælder for vores snakke om spisebordet. Her bliver samtaler om hverdagen mikset med et virvar af tanker om livet ombord på Big Calm.

– Tanker om sejlruter, svømmeture og siesta fra solens hede. Tanker om, hvordan vi skaber den bedste oplevelse for os alle fire.

Og hvordan gør vi så det?

Hvordan sikrer vi, at de næste små fire måneder lever op til de drømme, der startede det hele for efterhånden længe siden?

Det har vi snakket meget om...

For selv om der skal provianteres, repareres, undervises, gøres rent, arbejdes og listen kunne fortsætte... og selv om FOMO til tider rammer os, fordi alt bare er nyt og spændende, vil vi gerne prøve at holde det hele så simpelt som muligt.

Det er ikke at krydse så mange steder af på listen som muligt, der gør vores sejleventyr til en succes.

– Ikke at sidde konstant med næsen i en computer eller skolebog med en underliggende frygt for at komme bagud.

– Ikke at dele nye, vilde oplevelser på Instagram dagligt i håbet om at høste en masse likes.

Tværtimod.

Det vil bare gøre vores liv ombord på Big Calm mere komplekst og forhindre os i at fokusere på det vigtigste – nemlig at være tilstede sammen. Her og nu.

Det er svært ikke at fylde på.

Det kender du måske fra dig selv...

Så snart du har et ledigt øjeblik, skal det fyldes ud med noget. Noget der anses for vigtigt... noget betydningsfuldt.

Om det er arbejde, oprydning eller den mest populære serie på Netflix... Du skulle jo nødig virke doven vel? Og tænk hvis, du går glip af noget?

Du er ikke alene.

Vi har også altid gang i alt muligt: Planer, projekter, sociale arrangementer og alt muligt andet fylder tomrummet ud i hverdagen.

Ja, det giver os energi og glæde, men det efterlader os også ofte med en masse løse ender og koordinering i øst og vest.

Det vil vi gerne lægge på hylden for en stund.

Ombord på Big Calm vil vi prøve at holde kursen.

Stille skarpt på det, der virkelig tæller.

Det der måske bliver set som ingenting – men er alting. 

Alt der skal til for at give plads til bare at være.

Til at dovne, til at kede os... til at fortabe os i bølgernes og stjernernes uendelighed. 

༄ Matilde

 

Hej, mit navn er Matilde

Jeg er freelancer med en passion for at hjælpe virksomheder med at arbejde strategisk og struktureret med digital markedsføring. Gennem årene har jeg været fyrtårnet for mange virksomheder, så de har undgået at spilde tid og penge på online marketing, der ikke fører nogle vegne. 

Her på bloggen finder du tips til dig, der ønsker at skabe mere retning og fokus i din virksomhed. Det er også her, du kan læse mere om mit sejleventyr i Middelhavet, som fandt sted fra juni til oktober 2024. 

Må du gå herfra klogere, beriget, mere inspireret – eller bare med et smil på læben. Del gerne dit input med mig i kommentarfeltet nedenfor. Jeg vil elske at høre fra dig!

Design uden navn (26)

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!